DanishEnglishFrenchGermanNorwegianSwedish

Kontakt

 

Er du interesseret i at komme i kontakt med Looklab.dk, kan du kontakte os via mail eller pr. telefon.

Har du generelle spørgsmål kan du skrive til:
info@looklab.dk

Har du spørgsmål omkring mulighederne for annoncering, partnerskaber, sponsorater o.lign. kan du skrive til:
partner@looklab.dk

Du kan også kontakte vores salgsansvarlige, Christian Kruse, på:
ck@looklab.dk eller pr. telefon: +45 40 54 64 72

ønsker du at komme i direkte kontakt med én eller flere af bloggerne kan du skrive til dem på følgende emailadresser:

celine@looklab.dk
stine@looklab.dk
healthjunkie@looklab.dk
allthingsdapper@looklab.dk
theinsider@looklab.dk
rikkekroeger@looklab.dk
ella@looklab.dk
stylebyjosephine@looklab.dk
guldlog@looklab.dk
malsen@looklab.dk
danica@looklab.dk
homesick@looklab.dk

Hvis du vil sende noget til os, er vores adresse: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

Om Looklab

Velkommen til LOOKLAB!

På Looklab.dk finder du nogle af Danmarks allerbedste mode- og livstilsblogs. Vi elsker mode, stil, shopping, skønhed, mad, musik, design, kunst og en masse andet - og det vil vi gerne dele! Derfor er vi gået sammen om at skabe et fælles univers, et slags konsortium, hvor vi hygger og deler med hinanden og alle jer, der sidder ude på den anden side af skærmen. Vi opdaterer døgnet rundt, 365 dage om året med alt fra brudstykker af vores liv, vores bedste mode- og skønhedstips til dugfriske reportager om trends, streetstyle og mode events in real time!

Har du ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer? Så send en mail på  info@looklab.dk.

Vil du høre om mulighederne for kommercielle samarbejder på Looklab.dk, så er du velkommen til, at kontakte os på partner@looklab.dk eller ringe til Christian Kruse på tlf. +45 40 54 64 72. Vi elsker samarbejder der er sjove for læserne, for virksomhederne og for os - og i fællesskab kan vi skræddersy den helt rigtige løsning.

Vores adresse er: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg

Så ja - velkommen til Looklab, surf rundt og tag del i vores univers!

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

BLIV LOOKLAB FRIEND

 

 
 

Regler og vilkår for Looklab Friends

Ved at tilmelde dig som Looklab Friend modtager du fremover Looklab's nyhedsbrev, LOOKLETTER. Dermed er du altid sikret de seneste nyheder, konkurrencer og en helt ny vinkel fra os på Looklab. LOOKLETTER udkommer hver 3. uge og vil være dér I kan se os fra helt nye sider!

Looklab kan også sende emails med sponseret indhold og vi lover (amar' og halshug), at vi kun vil sende relevant information til jer. Fx om spændende lagersalg, VIP-events eller tilbud fra butikker, forretninger og onlineshops. Spam has never been cool ;-)

Ved at oplyse dit telefonnummer når du registrerer dig som Looklab Friend, vil du fremover ved udvalgte lejligheder, modtage en sms. Servicen er helt gratis.

Husk! Du kan til enhver tid afmelde dig som Looklab Friend og dermed også nyhedsbrevet samt sms-servicen fra Looklab.dk gennem vores nyhedsbrev. Men vi håber, at du vil synes ligeså godt om Lookletter, som vi gør ;-)

Luk

Oslo Sneak Peak

Oslo 2Oslo 1Oslo 3 Oslo 4 Oslo 5 Oslo 6

I får lige lidt sneak peak billeder fra vores Oslo get away. Det var en skøn tur men jeg har også erfaret at mig, en båd og Kattegat faktisk ikke er så godt et match. Thank god for søsygepiller på 2. dagen. Nu er vi hjemme og jeg er tilmed blevet syg. Kender I det, at man bare kan mærke det kommer snigende? Jeg tror det bliver den store omgang desværre.

Indtil I får den endelig En enkelt dag i Oslo-guide, må I lige nøjes med lidt stemningsbilleder. Det var en skøn tur og vi har sådan hygget.

Har I fået læst alle “Skår i glansbilledet” indlæggene? Jeg er ked af, hvis I synes flere i træk er for meget. Men hellere der er lidt at komme efter mens vi var på ferie end at I går forgæves :) Det er faktisk rart at give andre ordet og fokusere på “rigtige” problemer engang imellem. Det hele skal helst ikke være for sukkersødt.

Danica

Følg Danica Chloe:

Danica Chloe - bloglovin Danica Chloe - bloglovin

INSTAGRAM

@danicachloedk

Skår i glansbilledet #13

”Jeg kan stadig høre hans vejrtrækning, hans tunge vejrtrækning og hans hviskende ord. Jeg kan stadig mærke hans greb rundt om mit ene håndled. Hans parfume sidder i min trøje. Jeg føler mig  ulækker og mislykket. Noget som skulle være så smukt, vidunderligt og helt igennem fantastisk – imellem to mennesker. Blev et helvede. Mit hoved tvinger mig til, at spille episoden igen… Igen og igen. Jeg kan ikke falde til ro.”

Således startede jeg den tekst, som jeg sad og skrev d. 1 januar 2011, dokumentet har tidsstemplet 07:56. Det som jeg troede aldrig ville ske for mig, var sket. Dén nat har sat sig som en maske på mit ansigt, det har ændret hele mit syn på andre mennesker og det var det der totalt fik mig ned med nakken én gang for alle. Jeg var så knust, ødelagt og følte mig så mislykket – da jeg sad og skrev den tekst. Jeg husker det som var det i går. Jeg sad i min dobbeltseng, med dynen godt oppe omkring mig, computeren foran mig og et vandfald ned af kinderne. På daværende tidspunkt havde jeg ikke nogle at vende mig til, så jeg tyede til min computer, et tomt dokument også fik hænderne lov til at danse over tastaturet.

Assault

Billede herfra.

Jeg var 17 år gammel og fyldt med energi. Jeg var altid et stort smil, rakte altid en hjælpende hånd ud og ofte glemte jeg mig selv, men jeg havde overskuddet. Det var fuldstændig ligegyldigt, for jeg havde det bedst, når jeg gjorde folk omkring mig glad. Og jeg var glad! Jeg havde den bedste vennekreds, en skøn familie, job og skole kørte på skinner. Jeg spillede i et band og elskede at stå på en scene. Jeg arbejdede i et supermarked sammen med alle mine venner og bekendte, også var jeg meget socialt anlagt. Selvfølgelig havde jeg haft nogle bump på vejen, men med støtten fra alle omkring mig, er der aldrig noget der har fået mig ned i støvet. Jeg kommer fra en skilsmissefamilie, min mor stod alene med tre unger – mine to mindre søskende, også naturligvis mig. Derfor har jeg ofte haft ansvaret for de to krudtugler, så det hele kunne hænge sammen for min mor. Min far eksisterer, men ikke i mit eget liv. Han havde hang til at være voldelig, til at drikke ret meget og generelt være mere ond end god.

Omkring konfirmationsalderen valgte jeg, at cutte kontakten til ham. Han skulle ikke være en del af mit liv, så længe han ikke kunne opføre sig ordentligt – jeg var bedre uden ham. Det tog hårdt på mig, da han ikke ville acceptere det i starten, men ikke hårdere end hvad jeg skal til at dele med jer.. Min mave knuder helt sammen, bare det at jeg tvinger mig selv til at skrive dette. Jeg kan mærke varmen i mit ansigt, som optakt til, at jeg snart har vand ned af kinderne. Det er vanvittig hårdt. Jeg havde faktisk sendt et ”udkast” til Danica, men ret kort efter, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var godt nok skrevet. Der er så mange følelser, som jeg skal til at beskrive. Hvilket bestemt er lettere sagt end gjort. Dét her er min flænge i livet, og den gør stadig ondt. Havde jeg ikke valgt at skrive dette indlæg, så havde jeg aldrig nogensinde beskrevet hvad der skete den nat. Jeg har aldrig sat ord på det, for jeg har tvunget mig selv til at glemme det.

Dagen var endelig kommet. Den 31 december 2010. Nytår. Fest og ballade. Det er dagen jeg altid har set frem til, højt musik, fest, dans, alkohol, mine venner og min familie. Selvfølgelig var der lagt op til  stor fest. Jeg havde lavet en aftale med min kammerat om, at jeg overnattede hos ham. Det havde jeg gjort før, han var en tæt ven, så der var intet problem i det. Da vi tager fat på festen blev han ret hurtigt fuld. Han får et lift hjem, men lader døren stå åben, så jeg bare kunne gå ind og kravle i seng. Jeg ankom på adressen, smed festtøjet, hoppede i nattøjet og kravlede under dynen. Jeg kan huske, at jeg lagde mig helt op af den rå murstensvæg, da den var behagelig kølig. Min kammerat brummede ovre i den anden side af sengen, og jeg prøvede at fange drømmeland.

Det måtte jeg ikke. Ret kort efter bevægede han på sig, han begyndte at flytte på dynerne og mosle sig tættere på mig. På daværende tidspunkt, havde jeg endnu ikke været seksuelt aktiv med en fyr, og det var bestemt heller ikke tanken… Han var ikke enig med mig. Jeg kan stadig huske de faste greb om mine håndled, min hals og lænd. Jeg husker hvordan murstensvæggen lavede skrammer på min albue og knæ. Jeg kan stadig føle den rædselsfulde panik der bredte sig, hvordan det hele smertede i mit underliv og at alt bare krakelerede for mig. Det var jo min kammerat. Jeg havde ofte overnattet ved ham, han var en af mine tætteste venner og nu respekterede han ikke et nej.

Da han var uopmærksom et split sekund, så jeg mit snit til at gribe min taske, løbe ud i entreen og gribe mine sko, også fløj jeg ud af døren. Der var is og sne på vejene, jeg gik i mine strømper, i mit tynde nattøj, med mine sko i hånden.. Jeg overvejede ikke at tage skoene på, jeg skulle bare væk. Jeg kunne ikke se mig ud af noget. Dog får jeg ringet op til min veninde. Hun vidste godt jeg skulle sove dér, og da jeg ringer op får jeg fremstammet ”Han forstod ikke et nej..” var hun ude af døren. Fem minutter efter er min veninde gået mig i møde, dér braste hele min verden. Jeg knækkede helt sammen… Jeg stod i favnen på min veninde og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle gøre.

Jeg bliver fragtet hjem (på daværende tidspunkt boede jeg hjemme hos min mor). Det første jeg gjorde var at tage et langt brusebad. Jeg følte mig grim, ulækker, beskidt, mislykket, uønsket og hvad man nu ellers kan komme på. Især mine hænder fik den store skrubbetur. Klokken var omkring de fire stykker om natten, så der var ingen vågen i huset. Jeg skrev en SMS til min mor, at jeg lå på mit værelse, fordi han ikke forstod et nej. Derefter kravlede jeg langt ind under min dyne, og knækkede fuldstændig sammen igen. Jeg har aldrig været så ramt, og aldrig været så ked af det, som jeg var lige netop dér. Hvordan, kan jeg ikke huske, men det lykkedes mig, at skrive en lille tekst på min computer. Præcis det som jeg startede indlægget med og resten lyder sådan:

”Jeg har ikke sovet endnu, overhovedet. Det var jo meningen, at jeg skulle sove ved ham. Jeg har kendt ham længe, sovet ved ham før og han er en af mine gode venner. Jeg kan bare ikke forstå det. Han forstod ikke et nej, han blev ved med at kæmpe og drengen er jo stærkere end jeg. Jeg havde ikke sinde at give op, hvilket også fik mig derfra til sidst. Han blev træt, jeg skyndte mig at gå.. For derefter at bryde sammen. Jeg forstår det ikke. Det måske heller ikke meningen, at jeg skal det. Det er fedt, at starte et nyt år på denne måde. Vidunderligt. Jeg forstår det ikke..”

Da der kommer liv i huset, kommer min mor naturligvis ind på mit værelse. Jeg har aldrig set hende så bekymret før, hun sank næsten helt sammen. Min mor plejer aldrig at bekymre sig om mig. Det lyder hårdt, men det har hun aldrig udtrykt før. Jeg sagde ingenting, jeg gjorde heller ingenting. Hun var fast besluttet på at få mig til læge, så det gjorde vi. Jeg fulgte bare med. Min egen læge anede ikke hvad hun skulle stille op med mig. Hun kiggede på mig som om jeg var en stor fejl.. Det virkede lidt som om, at jeg var for stor en mundfuld for hende.. Min mor bankede i bordet da hun mente, at der måtte være nogle procedure her. Det var der også, så vi blev sendt til Kolding Sygehus.

Da jeg trådte ind på afdelingen på Kolding Sygehus, gik det for alvor op for mig, hvad der var sket. På døren stod der med store fede bogstaver ”Afdelingen for volds- og voldtægtsramte”. Jeg var ikke et voldtægtsoffer i mit hoved, der var ingen der skulle kalde mig et offer for noget. Jeg sagde ingeting, i al den tid jeg var der… Jeg gjorde blot hvad der blev sagt. Jeg var dybt ulykkelig og fuldstændig revet midt over. En mandlig læge tjekkede min krop, tog prøver og billeder – nøjagtig som man ser på film. Derefter blev jeg sendt hjem, med problemstillingen; Om jeg ville melde ham til politiet eller ej.

Jeg spiste ikke og var heller ikke social. Jeg gik i bad dagligt, jeg havde stor fokus på, at mine hænder var rene. Ellers følte jeg mig beskidt og ulækker. Det kunne tage mig fem minutter, at vaske mine hænder. Sad jeg og så film, og en seksuel scene tonede frem på skærmen, vendte hele min mave sig. Min dyne beskyttede mig imod alt. Jeg fandt ro i, at gå lange ture om natten, kun med selskab af min hund og mit musik. For så var der ingen mennesker, ingen til at dømme mig og heller ingen til at komme efter mig. Der var ingen der vidste noget om dette her, udover mig, min mor og den veninde jeg løb ned til. Jeg turde ikke vende mig til min omgangskreds – for den var han jo en del af. Jeg ville ikke splitte hele gruppen ad.. Og værst af alt; Hvad hvis de ikke troede på mig?

Værst af alt, kan jeg huske en episode fra aftensmadsbordet. Jeg sad lidt og stikkede til maden, da min lillesøster uskyldigt ligger sin hånd på mit lår, jeg flyver op og mit hjerte går næsten i stå. Det var ikke hende jeg følte, jeg skammede mig grusomt efterfølgende. Jeg droppede ud af min igangværende 10’ende klasse, for alle var så nærgående. Det er normal kutyme, at man giver hinanden en krammer i min omgangskreds. Men, hver gang folk lagde deres arme om mig, eller lagde deres hånd på min skulder – så var det ikke dem jeg følte. Det var rædselsfuldt. Jeg drømte om det. Jeg kunne vågne skrigende op, fordi jeg hørte ham hviske og opdage at jeg var badet i sved.Fordi jeg følte hans greb om min krop. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle bevæge mig ude i offentligheden igen. Efterfølgende lå jeg i min seng i en måneds tid.

Der gik lang tid, inden jeg endelig fik hevet mig selv på arbejde. Alle var smilende og glade. Det var kvælende. Jeg lukkede mig inde i min egen lille verden, og tog stor afstand til kunderne. På et tidspunkt sad jeg udenfor og røg, da min kollega kommer ud. Hun vender sig imod mig og siger noget lign: ”Hvad er der galt? Du smiler ikke, du synger ikke og du er helt bleg i ansigtet! Er der noget jeg kan gøre?”. Tårerne væltede ud af hovedet på mig, min krop sank helt sammen og jeg kunne ikke få ét ord ud. Jeg fik grådkvalt fortalt hende alt. Hun stillede to spørgsmål efterfølgende: Om han kom her i butikken? Og om hun skulle gå ind og fortælle det til min chef, så jeg slap for det? Begge spørgsmål blev besvaret med ja.

Dagene var svære at komme igennem, for jeg var jo lige der, hvor alle mine venner var. Han var der også. Han kom nogle gange i butikken, hvor jeg flere gange løb ud og gemte mig på lageret, i fryseren eller i garderoben. Jeg var rædselsslagen for ham. Det hele kulminerede en aften, hvor jeg havde ansvaret for butikken i ti grimme minutter. Jeg sidder ved kassen, der er en times tid til at vi lukker, så der var ikke rigtig noget at lave. Pludselig ser jeg ham gå ind af hovedindgangen, og tage ruten rundt i butikken. Jeg ringer panisk til en servicemedarbejder, at han skal komme og tage kassen NU. Det villehan ikke, han havde travlt mente han. Jeg havde ikke tid til at diskutere, så jeg tastede nummeret på flaskedrengen ind, kort efter kommer han flyvende. Jeg flygter. Mildes talt. Jeg løb igennem butikken af små skjulte veje, og låste mig ret hurtigt inde på toilettet. Jeg ringede op til min souschef, og meddelte at nu var det slut. Nu sagde jeg op, for jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke holde til, at han kunne komme og gå, og samtidig sætte hele min verden på den anden ende. Hun meddelte, at hvis det hjalp, ville hun bortvise ham fra butikken næste gang han dukkede op. Siden kom han ikke.

Det blev min redning, at jeg spillede ”med åbne kort” overfor min chef. Det var butikken der hev mig op, da jeg allermest havde lyst til at give op. Fordi jeg havde noget at stå til ansvar for. Jeg trak mig helt væk fra min omgangskreds, og fokuserede udelukkende på mit job og min familie. Jeg kom heller aldrig nogensinde til at spille i bandet igen, eller stå på scenen. Mit smil blev glemt væk, jeg var ikke længere den syngende servicemedarbejder i butikken og jeg blev til dels også mere egoistisk. I løbet af alt dette tabte jeg 25-30 kilo. Jeg gjorde intet for det. Hele min krop gik bare i stå, og det var pinefuldt, når folk smilede og sagde ”Godt gået med vægttabet!”. Alt dette skete i år 2011. Vi skriver nu 2014, derfor er der sket rigtig meget siden da. I dag har jeg en vidunderlig kæreste (første alting), som kender til alt omkring mig. Han er min klippe, når det hele griber fat i mig, som det kan fra tid til anden. Han kommer fra en helt anden landsdel, end der hvor jeg opholdte mig. Vi bor nu sammen i en lejlighed, i hans hjemby.

Jeg har ekstremt svært ved at stole og tro på folk. Desuden, er det ganske få mennesker, som jeg tager helt ind til mig – for jeg er vanvittig bange for, at de svigter. Der er blevet lagt en maske på mit ansigt, jeg er blevet meget mere eftertænksom. Det er ret sjældent at jeg smiler af ingenting, og bare laller rundt i en blomstret verden. Jeg er nu 20 år gammel, og tror på den naturlige glæde og det naturlige smil kommer igen. Jeg kommer længere og længere for hver dag der går, men det kan stadig være en kamp. Min kæreste kan stadig vække mig om natten, fordi jeg skriger i søvne eller noget lignende. Forskellen er bare, at jeg ikke står helt alene med det, i og med at jeg har min dejlige fyr omkring mig.

Jeg takkede pænt nej til krisepsykologen, da jeg fik det tilbudt. Jeg vendte generelt ryggen til alt og alle, som mente at det var synd for mig og som ville hjælpe. Jeg meldte ham heller aldrig til politiet. Hvorfor? Fordi jeg syntes det var en voldsom dom at få. Jeg havde heller ikke kræfter eller psyke til, at jeg skulle sidder overfor ham i en sag og forsvare mig selv. Jeg skulle bare videre, og det skulle gå hurtigt. Er der noget jeg fortryder, så det gør helt ondt, er det at jeg ikke meldte ham. Jeg fortryder også, at jeg ikke tog imod de hjælpende hænder, da jeg havde det elendigt. Jeg vendte min omkreds ryggen og flygtede fra min by. Til mit held, stod min kæreste på den anden side og ville hjælpe mig.

Jeg tør ikke tænke på, hvis han ikke havde været her – så er jeg ikke sikker på, at jeg havde været her i dag. Skulle jeg nogensinde give et råd til en, som stod i en lignende situation: Tag imod den hjælp du kan få. Du kan ikke stå med det alene. Få det renset ud, så længe såret stadig bløder – ellers vil det hjemsøge dig længe. Man kan ikke klare sådan et overfald alene, uanset hvor stærk man så end mener man er. Det er okay at indrømme, at man er ramt på det aller ømmeste punkt. Det er ikke nogen skam. Du er ikke mislykket, ulækker eller mindre værd, blot fordi en person vælger at tage nogle valg for dig. Du kan helt sikkert klare det, men ting tager tid.

Jeg er i dag 20 år gammel og nytår bliver aldrig det samme. Dette er mit skår i mit glansbillede.

Skår i glansbilledet #12

Kære læsere, mit navn er Louise og her kommer så min beretning om et skår i glansbilledet. I første  omgang blev historien skrevet ned for at hjælpe mig selv, hvilket også er derfor, at den er så lang, men jeg håber alligevel, at I vil tage jer tid til at læse den.

Sidste sommer løb jeg halvmaraton, hvor jeg endda slog min tid fra året før med hele 15 min. For mange er der bikinisæson om sommeren, men min bikinisæson var altså i starten af februar måned i år. Jeg havde trænet og spist ’helt efter bogen’, og min krop så også ud derefter. Nogle synes det var for meget, jeg synes det var helt perfekt. Jeg var netop færdiguddannet, nygift og foran lå mit livs drømmerejse – min bryllupsrejse til Maldiverne. Turen var intet mindre end perfekt, og hvad det bedste næsten var, var at selv samme dag vi kom hjem, fik vi bekræftet, at vi ventede os en lille ny. Det første barn for min mand og jeg, og vi havde glædet os i godt et år, så for os kunne den bryllupsrejse ikke slutte på en bedre måde. Jeg var på det tidspunkt det lykkeligste, jeg har været i mit liv. Færdiguddannet, nygift, kommende mor og jeg stod endda næsten med et job i hånden. Jeg var SÅ klar til den rejse og det kommende liv, der ventede mig. Men det skulle vise sig, at rejsen blev en helt anden end forventet.

Stronger

Billede herfra.

Tirsdag d. 11. februar fik vi bekræftet hos lægen, at jeg var gravid. Min mand og jeg græd af glæde og vi kunne ikke vente med at fortælle vores forældre det. De blev (selvfølgelig) rigtig glade på vores vegne, især mine forældre, da det også var deres første barnebarn. Allerede om onsdagen kunne jeg mærke kvalmen komme – ikke kun morgenkvalme, som mange ellers kender det, – men en kvalme, der varede hele dagen igennem. Om søndagen i selv samme uge begyndte jeg også at kaste op. Den første dag kun nogle få gange, men ellers hed det, at jeg kastede op en 10-20 gange om dagen. Jeg kontaktede selvfølgelig min læge, som sendte mig videre til svangerambulatoriet – et sted de skulle kunne give mig noget hjælp. Jeg kom derud samme eftermiddag i troen op, at de kunne give mig en slags tryllepille, og så ville kvalmen og opkasten – hvis ikke forsvinde – så i hvert fald blive så betydeligt mindre, at jeg rent faktisk kunne holde til at være oppe fra sengen. Jeg tog fejl. Jeg fik iv vaske, glukosevand, en kvalmestillende pille og beskeden om, at jeg skulle komme derude 2-3 gange om ugen og gentage selv samme behandling. Sådan forløb det sig i et par uger, hvor jeg dag for dag spiste mindre og mindre.

Kræfterne blev mindre og mindre og jeg fik det værre og værre for hver dag, der gik. D. 5. marts var jeg igen på svangerambulatoriet, hvor jeg denne gang fik noget andet medicin. Eftersigende skulle det være stærkere, end det første jeg fik, hvorfor jeg selvfølgelig tog imod det. Jeg ville gøre alt, hvad der overhovedet var muligt for at få det bare lidt bedre. Den medicin skulle jeg aldrig have sagt ja til. Jeg fik den værste hovedpine, jeg nogensinde har haft, og det føltes virkelig som om mit hoved skulle eksplodere. Jeg kunne ikke tolerere lys, så jeg gemte mig nærmest under dynen det meste af dagen. Om onsdagen blev det for meget. Jeg skulle kaste op og med det ekstra tryk, der kommer i hovedet, når man kaster op, var for meget. Jeg kunne ikke rejse mig, jeg lå og vuggede frem og tilbage på badeværelsesgulvet med snot, gråd og opkast overalt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor længe jeg har ligget der, men da min mand kommer hjem fra skole, finder han mig derude, ringer straks efter en taxa, og vi tager igen ud på svangerambulatoriet. Den medicin kunne jeg tydeligvis ikke tåle og måtte derfor tilbage til den anden, der ikke var nær så stærk. Fra den dag gik det kun ned af bakke. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg var ked af det, meget ked af det. Jeg græd hele tiden, og kunne ikke overskue noget overhovedet og mad fik jeg stadig ikke noget af.

Tirsdag d. 11 marts var jeg igen på svangerambulatoriet, men besøget gik ikke som forventet. Jeg havde tabt omkring 5 kg henover weekenden, og da jeg i forvejen ikke er en stor pige, var det alt for meget. De ville have mig indlagt og jeg skulle have sondemad. Hyperemesis gravidarum sagde de. En sygdom, der kun rammer 0,1- 1% af alle gravide. En sygdom, der gør, at man konstant har kvalme og opkast. Og jeg havde den i meget svær grad. Det var en skræmmende besked at få, men hvor mærkeligt det end lyder, var det et eller andet sted samtidig en betrykkende besked. Jeg tænkte, at der nu ville blive taget hånd om det og samtidig var det konstante ’pres’ om at skulle spise taget væk fra mig. Nu var jeg det rigtige sted og med læger, sygeplejersker, ultralydsscanninger og min familie omkring mig, kunne det kun blive bedre.

Endnu en gang var jeg forkert på den. Min krop kunne ikke klare al den sonde, så mængden var slet ikke på det niveau, som plejepersonalet ellers gerne vil op på. Jeg følte det som et nederlag. En ting var, at jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne spise noget, men at min krop så heller ikke engang kunne holde til sondemad! Tro mig, det gjorde ondt. Tanker om hvad andre ville tænke, fløj rundt i hovedet på mig. En ting var dog positivt – opkastningerne var stoppet, men kvalmen var der stadig. Jeg kunne stadig ikke spise noget og en slange fra næsen og ned i mavesækken er ikke justbehagelig, så jeg havde det mildest talt ikke særlig godt. Jeg var stadig utrolig ked af det, og det blev kun værre og værre som dagene gik. En uge efter jeg blev indlagt havde jeg det så skidt, at jeg afskrev alt kontakt med omverdenen. Ingen sms’er, ingen besøg fra ellers bekymrede veninder og familiemedlemmer. Jeg ville kun se mine forældre og min mand.

Eftersom jeg blev ved med at være så ked af det, ville sygeplejersken have en psykiater til at kigge på mig. Det første han sagde, efter han havde sagt sit navn, var at jeg tydeligvis havde en depression – en svær en af slagsens. Efter den sætning hørte jeg ikke resten, han sagde. Det kom som et chok, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var mere lykkelig end nogensinde før, og så får jeg at vide, at jeg har en svær depression! Efter samtaler med min familie og mand takkede jeg ja tak til at starte op på et antidepressivt medicin, også kendt som lykkepiller, der ikke ville skade mit barn.

Jeg blev mere og mere afkræftet, og selv dagen i dag kan jeg stadig ikke erindre alle de ting, der skete på Skejby. Min krop havde lukket ned, min hjerne havde lukket ned. Min krop kæmpede for at overleve. Jeg var begyndt at kaste op igen. Og hvis jeg synes, det var træls at kaste op før, jeg blev indlagt, så var det ingenting sammenlignet med, hvordan det var at kaste op, når man har en slange ned igennem halsen. Sonden kom med op, og jeg har aldrig i mit liv prøvet noget så ubehageligt. Smagen, lugten, følelsen – der er ikke ord, der kan beskrive, hvor ubehageligt det var. Fredag d. 21. marts kom der en overlæge ind til mig (og min mor som havde overnattet hos mig på hospitalet). Overlægen snakkede i lang tid, og jeg forstod ikke helt, hvad hun sagde, så jeg spurgte hende direkte. ”det jeg hører dig sige er altså, at du anbefaler, at jeg stopper min graviditet?”. Ja sagde hun. ”Både fagligt, men også personligt. Du er simpelthen så syg, både fysisk og psykisk, at dit liv vil være i fare, hvis du fortsætter”. Jeg var knust, færdig, hele min verden brød sammen. Jeg kunne knapt tale, så få kræfter havde jeg. Min mor fik ringet til min mand, der smuttede fra skolen, og kom så hurtigt han kunne. Vi havde en svær beslutning at træffe. Både mine forældre, sygeplejersken, overlægen og min mand synes, at graviditeten skulle stoppes, for de kunne alle se hvor syg, jeg var. Det kunne jeg ikke selv, men eftersom min mand og jeg gennem hele forløbet har sagt, at vi ville følge det, lægerne anbefaler, måtte vi træffe det urimeligt svære valg og godkende, at graviditeten skulle stoppes.

Indgrebet (jeg kan stadig ikke sige a-ordet) fandt sted allerede dagen efter, og om søndagen blev jeg udskrevet. Eftersom jeg var så afkræftet, at jeg ikke engang kunne gå kunne jeg dog ikke komme hjem til min egen lejlighed, da vi på daværende tidspunkt boede på 3. sal. Med hensyn til min psykiske tilstand var det vurderet, at jeg skulle indlægges på det psykiatriske hospital, men da jeg netop ikke havde nok fysiske kræfter, måtte det vente. Vi boede derfor hos mine forældre i syv uger, hvor jeg skulle på opfedningskur og få mine kræfter igen – rent ud sagt. Jeg skulle lære at gå, selv tage tøj på osv. Det var syv hårde uger. Depressionen gjorde, at jeg ikke turde være alene, så jeg var bemandet 24/7. Vi snakker helt ned til, at jeg ikke selv kunne gå på toilet uden der stod en uden for døren. Det var hårdt for min familie – selvfølgelig. Men det var især hårdt for min mands og mit ægteskab. Vi var to forskellige stedet i livet. Han havde et behov for at snakke om, hvad der var sket og bearbejde vores fælles sorg over at have mistet vores ønskebarn, og jeg var slet ikke klar til at give det plads. Jeg havde ikke indset, hvad der reelt var sket. Jeg var konstant ked af, nedtrykt og hvad en svær depression ellers medfølger.

Efter de syv uger hos mine forældre, vurderede det mobile team (et hold af sygeplejersker, læger osv.), at jeg stadig var så deprimeret, at jeg skulle indlægges på det psykiatriske hospital i Risskov. Der var jeg indlagt i fire og en halv uge, inden jeg var rask nok til at komme hjem at bo. Det var fire en halv uge, hvor jeg fik ro, hvile, mad (masser af mad) og den ene behandling efter den anden. Daglige samtaler med sygeplejersker, gruppeterapi, præst, psykologer, læger osv. Forud for indlæggelsen var jeg meget skeptisk og fordomsfuld overfor sådan et sted, ligesom jeg også tænkte en hel del på, hvad andre mon ville tænke om, at jeg skulle indlægges på en sindssygeanstalt. Det skal siges, at alle mine fordomme blev lagt på hylden. Det er nogle kompetente mennesker (de fleste af dem), og jeg er virkelig glad for den tid, jeg havde derinde, og dermed også al den hjælp jeg fik. Jeg har i skrivende stund været udskrevet i en ca. måned, men går selvfølgelig stadig i behandlinger diverse steder.

Mange vil sikkert tænke – hold op hvor er det synd, og hvor må det have været forfærdeligt, at skulle opleve det. Og til det kan jeg sige ja, det har været forfærdeligt, og det er det stadigvæk. Jeg er ikke rask endnu, jeg får stadig meget medicin, men jeg er nået længere end jeg var for to uger siden. Og for to uger siden var jeg nået længere, end jeg var for fire uger siden. Med en depressionhedder det to skridt frem og et tilbage. Tålmodighed er din bedste ven gennem sådan et forløb – selvom det er svært til tider.

Der hvor denne historie bliver til et skår i glansbilledet, er ikke kun i selve historien om at have mistet et barn, og hvad det har medført af både fysiske og psykiske problemer. Nej skåret i glansbilledet er også, når jeg fortæller, at jeg er uddannet inden for ernæring og sundhed, og derfor naturligvis ved, at det ikke er sundt for kroppen at fylde den med bland-selv-slik, chokolade eller is hver dag. Men ikke desto mindre er det det, jeg har gjort næsten hver dag siden, jeg blev udskrevet fra Skejby – hvilket altså vil sige næsten 4 måneder. Ja, jeg skulle tage på efter jeg havde tabt mig alt for meget, mens jeg var fysisk afkræftet. Men efter jeg havde taget de kilo på, kunne jeg bare være stoppet. Men nej. Jeg havde brug for det slik, chokolade eller is. Det var næsten lige meget, hvad det var, det skulle bare være sødt, og så skulle der være nok. Ikke noget med 100g slik og så frugt for resten. Nej der skulle være så meget, at jeg ikke kunne spise et enkelt stykke mere. Og ja, jeg har taget ekstra 7kg på i forhold til min normal vægt. Og nej, jeg kan ikke løfte halvt så meget i de forskellige træningsøvelser, som jeg kunne før og løbe mere end 5km er helt utænkeligt.

Jeg lever altså et liv lige nu, der er stik imod det jeg ’bør’ ifølge sundhedsstyrelsens anbefalinger og ifølge den viden jeg har tilegnet mig gennem min uddannelse. But I dont give a fuck. Jeg har brug for det søde i min tilværelse – jeg bruger det som den lille glæde, jeg kan finde i det ellers mørke hul, man kan være i gennem en depression. Ja, jeg går nogle ture og træner lidt herhjemme for jeg ved også, at det er med til at gøre mig hurtigere rask. Men det kan på ingen måde sammenlignes med det liv, hverken kostmæssigt eller træningsmæssigt, jeg havde før, alt det her skete.

Og hvad er det så jeg har lært? Jo, jeg har lært, at alt ikke behøver at være perfekt. At der ligger nullermænd under sengen eller, at aftensmåden er en pizza fra det nærliggende pizzaria er bedøvende lige meget, hvis det er det, jeg har brug for. Jeg er stadig ung, jeg har hele livet foran mig, og om jeg har taget 7kg på eller tager 10kg på, er jeg ret ligeglad med. I hvert fald lige nu. Jeg skal nok nå til et punkt, hvor jeg ikke synes, jeg behøver slik hver aften, men det har jeg lige nu og så fred være med det.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, det har været svært at nå hertil. Tanker som ”jamen hallo – med din viden burde du vide bedre end at spise så meget, du bør komme i gang med at træne mere osv.” har da selvfølgelig været der. Men lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke haroverskud til at tænke på sund mad eller tænke på, at mine lår blive større, og jeg derved ikke kan passe mine bukser. Jeg bebrejder da stadig mig selv for ikke bare at kunne have spist noget mere, så jeg ikke var endt ud i at skulle miste mit barn og derigennem få en svær depression (hvilket ogsåer et tegn på, at jeg ikke er rask endnu), men nogle ting er man ikke selv herre over. Nej, jeg har  ikke accepteret, at det er det, der er sket, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg nogensinde kommer til at acceptere det. Der findes ikke en årsag til, at nogle kvinder får hyperemesis gravidarum, og det er svært at acceptere for mig, da jeg er normalt en pige, der leder efter årsager. Jeg har sågar fået at vide, at skulle jeg blive gravid igen, skal jeg regne med at få samme sygdom – der vil bare kunne blive taget hånd om det noget før, så det forhåbentlig ikke ender ud på samme måde, som det gjorde denne gang. Det er da møg hamrende uretfærdigt, men der er desværre ikke noget, jeg kan gøre ved det. Ikke nogle jeg kan skælde ud eller give skylden. Der er simpelthen ingen årsag, hvilket kommer til at tage tid, før jeg virkelig kan acceptere det.

De ting jeg/min mand og jeg har været igennem de sidste fem måneder gør til gengæld, at små ting i hverdagen, som før havde en kæmpe betydning for os, ikke længere er relevant. Vi gider ikke diskutere, hvem der skal tage opvasken, hvis tur det er til at gøre rent eller om der ligger en nullermand for meget. Om vi begge vejer 5kg for meget og derved ikke har den sixpack, vi havde sidste sommer, eller om vi kun kan løfte halvdelen af det, vi  har kunnet før er lige meget. Tænker jeg blot 31⁄2 måned tilbage kunne jeg ikke engang gå eller selv tage tøj på. Så, at jeg nu kan løbe 3km med en pace på 6.28min/km og tage 25kg i squat gør mig hammer stolt.

Mange siger, at man ikke skal sammenligne sig med andre, hvilket jeg er helt enig i. ”Be the best version of you” er til gengæld en sætning, der kan sætte tanker i gang hos mig. Det jeg håber, andre kan få ud af min historie er, at den bedste version af dig selv ikke nødvendigvis er at træne 6-7 gange om ugen for at få en flad mave, hvis det betyder, at du ikke har en indre ro eller skal takke nej til kage til de sociale arrangementer. Den bedste version af mig har i hvert fald ændret sig. Før alt det her gik jeg meget op i træning og sund kost og var fascineret af, hvordan jeg kunne forme min krop. Fredagssnacken bestod ofte af kage uden tilsat sukker og fedtstof – både fordi jeg kunne lide at være eksperimenterende, men også fordi jeg ikke var den største fan af tilsat sukker – og spiste jeg slik, trænede jeg gerne det ekstra dagen efter. Jeg havde det godt skal det siges. Og jeg vil stadig påstå, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med at leve sådan, så længe man har en indre ro og ikke føler, at man synder blot fordi man spiser slik. I dag har jeg ikke markerede muskler, spiser slik når det passer mig, og ser man bort fra depressionen, har jeg det bedre end før. Før havde jeg det godt, nu har jeg det bedst.

At være diagnosticeret med en depression er (heldigvis) mindre tabubelagt end før i tiden. I dag rammer sygdommen ca. hver femte dansker, og selvom der findes forskellige grader af depression, og derved også forskellige ’bivirkninger’, er det stadig hårdt at erkende, at man er blandt de 20%. I begyndelsen kunne jeg hverken læse eller stave, og jeg husker tydeligt første gang, jeg skulle prøve. Jeg ville svare min far på en sms, hvor jeg bare ville skrive dejligt. Jeg kunne ikke stave til det. Jeg var helt tom og endte med at sende en smiley retur i stedet. Det jeg prøver at sige er, at selvom det er mindre tabubelagt i dag, er det stadig svært at skulle fortælle omverdenen, hvordan man reelt har haft/har det. At fortælle, at man ikke kan stave eller, at jeg kunne blive så forvirret i hovedet over, at der blev lagt bestik på plads. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere, men jeg har stadig svært ved at være sammen med flere på en gang. Jeg forventer ikke, at min omgangskreds, eller andre for den sags skyld, kan forstå det, for selvfølgelig kan de ikke det. Men tanker om hvordan de ’vil tage imod’ mig, når jeg blev udskrevet, eller hvordan de vil ’behandle’ mig, fyldte og fylder stadig meget.

For at summe op så er pointen, at man ikke altid selv herre over, hvilke situationer man havner i, men man har altid et valg om, hvordan man vælger at tackle det. Og nogle gange, hvis man giver det lov, kan det faktisk ændre én til en bedre version af sig selv, selvom det er en svær og hård rejse, men i sidste ende er det rejsen værd. En anden vigtig pointe er, at mange danskere lider af en depression og selvom det er blevet mindre tabubelagt end før i tiden florerer der stadig utrolig mange fordomme, om det at have en depression. Mere eller mindre bevidst kan mange komme til at udelukke dem, der har haft eller har en depression. Mangel på viden eller gode råd til mødet med en psykisk syg gør ofte ondt værre – så herfra skal det lyde; spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.