DanishEnglishFrenchGermanNorwegianSwedish

Kontakt

 

Er du interesseret i at komme i kontakt med Looklab.dk, kan du kontakte os via mail eller pr. telefon.

Har du generelle spørgsmål kan du skrive til:
info@looklab.dk

Har du spørgsmål omkring mulighederne for annoncering, partnerskaber, sponsorater o.lign. kan du skrive til:
partner@looklab.dk

Du kan også kontakte vores salgsansvarlige, Christian Kruse, på:
ck@looklab.dk eller pr. telefon: +45 40 54 64 72

ønsker du at komme i direkte kontakt med én eller flere af bloggerne kan du skrive til dem på følgende emailadresser:

celine@looklab.dk
stine@looklab.dk
healthjunkie@looklab.dk
allthingsdapper@looklab.dk
theinsider@looklab.dk
rikkekroeger@looklab.dk
ella@looklab.dk
stylebyjosephine@looklab.dk
guldlog@looklab.dk
malsen@looklab.dk
danica@looklab.dk
homesick@looklab.dk

Hvis du vil sende noget til os, er vores adresse: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

Om Looklab

Velkommen til LOOKLAB!

På Looklab.dk finder du nogle af Danmarks allerbedste mode- og livstilsblogs. Vi elsker mode, stil, shopping, skønhed, mad, musik, design, kunst og en masse andet - og det vil vi gerne dele! Derfor er vi gået sammen om at skabe et fælles univers, et slags konsortium, hvor vi hygger og deler med hinanden og alle jer, der sidder ude på den anden side af skærmen. Vi opdaterer døgnet rundt, 365 dage om året med alt fra brudstykker af vores liv, vores bedste mode- og skønhedstips til dugfriske reportager om trends, streetstyle og mode events in real time!

Har du ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer? Så send en mail på  info@looklab.dk.

Vil du høre om mulighederne for kommercielle samarbejder på Looklab.dk, så er du velkommen til, at kontakte os på partner@looklab.dk eller ringe til Christian Kruse på tlf. +45 40 54 64 72. Vi elsker samarbejder der er sjove for læserne, for virksomhederne og for os - og i fællesskab kan vi skræddersy den helt rigtige løsning.

Vores adresse er: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg

Så ja - velkommen til Looklab, surf rundt og tag del i vores univers!

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

BLIV LOOKLAB FRIEND

 

 
 

Regler og vilkår for Looklab Friends

Ved at tilmelde dig som Looklab Friend modtager du fremover Looklab's nyhedsbrev, LOOKLETTER. Dermed er du altid sikret de seneste nyheder, konkurrencer og en helt ny vinkel fra os på Looklab. LOOKLETTER udkommer hver 3. uge og vil være dér I kan se os fra helt nye sider!

Looklab kan også sende emails med sponseret indhold og vi lover (amar' og halshug), at vi kun vil sende relevant information til jer. Fx om spændende lagersalg, VIP-events eller tilbud fra butikker, forretninger og onlineshops. Spam has never been cool ;-)

Ved at oplyse dit telefonnummer når du registrerer dig som Looklab Friend, vil du fremover ved udvalgte lejligheder, modtage en sms. Servicen er helt gratis.

Husk! Du kan til enhver tid afmelde dig som Looklab Friend og dermed også nyhedsbrevet samt sms-servicen fra Looklab.dk gennem vores nyhedsbrev. Men vi håber, at du vil synes ligeså godt om Lookletter, som vi gør ;-)

Luk

Konkurrence: Vind 1.000 kr. til shopping





Efterår betyder for mig varm kakao, ekstra lange morgener under dynen og varmere tøj. Helst iført mørke eller pudderfarvede nuancer. Lag på lag, lange silhuetter og masser af varme sweats. Sommeren er skøn men det er altid med glæde man går sensommeren i møde. Sådan har jeg det i hvert fald. At tage tøj på og sammensætte outfits er også dét sjovere denne årstid. Den bedste tid, hvis du spørger mig.

Derfor har jeg påført mig nye styles fra Bon’ A Partes Pre-Autumn katalog, der er fyldt med lækre styles til det tidlige efterår. Jeg er selv faldet for den lækre og varme Voilá sweatshirt fra Notice, den printede t-shirt, der falder noget så blødt og den pelsede clutch, der kommer til agere fast armvedhæng ude i byen. Jeg drømmer også lidt om denne lækre jakke for tiden.

KONKURRENCE FOR MINE LÆSERE:

Heldig som I er, kan jeg også berige én af jer med lækre styles fra Bon A’ Parte. Faktisk kan I vinde hele 1.000 kr. til fri benyttelse. For at deltage skal I blot fortælle mig, hvilken style I helst vil eje fra deres webshop + tilmelde jer nyhedsbrevet via nedenstående boks. Easy as that. Held & lykke.

Danica

Sponsoreret af Bon A’  Parte.

Følg Danica Chloe:

Danica Chloe - bloglovin Danica Chloe - bloglovin

INSTAGRAM

@danicachloedk

Oslo Sneak Peak

Oslo 2Oslo 1Oslo 3 Oslo 4 Oslo 5 Oslo 6

I får lige lidt sneak peak billeder fra vores Oslo get away. Det var en skøn tur men jeg har også erfaret at mig, en båd og Kattegat faktisk ikke er så godt et match. Thank god for søsygepiller på 2. dagen. Nu er vi hjemme og jeg er tilmed blevet syg. Kender I det, at man bare kan mærke det kommer snigende? Jeg tror det bliver den store omgang desværre.

Indtil I får den endelig En enkelt dag i Oslo-guide, må I lige nøjes med lidt stemningsbilleder. Det var en skøn tur og vi har sådan hygget.

Har I fået læst alle “Skår i glansbilledet” indlæggene? Jeg er ked af, hvis I synes flere i træk er for meget. Men hellere der er lidt at komme efter mens vi var på ferie end at I går forgæves :) Det er faktisk rart at give andre ordet og fokusere på “rigtige” problemer engang imellem. Det hele skal helst ikke være for sukkersødt.

Danica

Skår i glansbilledet #13

”Jeg kan stadig høre hans vejrtrækning, hans tunge vejrtrækning og hans hviskende ord. Jeg kan stadig mærke hans greb rundt om mit ene håndled. Hans parfume sidder i min trøje. Jeg føler mig  ulækker og mislykket. Noget som skulle være så smukt, vidunderligt og helt igennem fantastisk – imellem to mennesker. Blev et helvede. Mit hoved tvinger mig til, at spille episoden igen… Igen og igen. Jeg kan ikke falde til ro.”

Således startede jeg den tekst, som jeg sad og skrev d. 1 januar 2011, dokumentet har tidsstemplet 07:56. Det som jeg troede aldrig ville ske for mig, var sket. Dén nat har sat sig som en maske på mit ansigt, det har ændret hele mit syn på andre mennesker og det var det der totalt fik mig ned med nakken én gang for alle. Jeg var så knust, ødelagt og følte mig så mislykket – da jeg sad og skrev den tekst. Jeg husker det som var det i går. Jeg sad i min dobbeltseng, med dynen godt oppe omkring mig, computeren foran mig og et vandfald ned af kinderne. På daværende tidspunkt havde jeg ikke nogle at vende mig til, så jeg tyede til min computer, et tomt dokument også fik hænderne lov til at danse over tastaturet.

Assault

Billede herfra.

Jeg var 17 år gammel og fyldt med energi. Jeg var altid et stort smil, rakte altid en hjælpende hånd ud og ofte glemte jeg mig selv, men jeg havde overskuddet. Det var fuldstændig ligegyldigt, for jeg havde det bedst, når jeg gjorde folk omkring mig glad. Og jeg var glad! Jeg havde den bedste vennekreds, en skøn familie, job og skole kørte på skinner. Jeg spillede i et band og elskede at stå på en scene. Jeg arbejdede i et supermarked sammen med alle mine venner og bekendte, også var jeg meget socialt anlagt. Selvfølgelig havde jeg haft nogle bump på vejen, men med støtten fra alle omkring mig, er der aldrig noget der har fået mig ned i støvet. Jeg kommer fra en skilsmissefamilie, min mor stod alene med tre unger – mine to mindre søskende, også naturligvis mig. Derfor har jeg ofte haft ansvaret for de to krudtugler, så det hele kunne hænge sammen for min mor. Min far eksisterer, men ikke i mit eget liv. Han havde hang til at være voldelig, til at drikke ret meget og generelt være mere ond end god.

Omkring konfirmationsalderen valgte jeg, at cutte kontakten til ham. Han skulle ikke være en del af mit liv, så længe han ikke kunne opføre sig ordentligt – jeg var bedre uden ham. Det tog hårdt på mig, da han ikke ville acceptere det i starten, men ikke hårdere end hvad jeg skal til at dele med jer.. Min mave knuder helt sammen, bare det at jeg tvinger mig selv til at skrive dette. Jeg kan mærke varmen i mit ansigt, som optakt til, at jeg snart har vand ned af kinderne. Det er vanvittig hårdt. Jeg havde faktisk sendt et ”udkast” til Danica, men ret kort efter, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var godt nok skrevet. Der er så mange følelser, som jeg skal til at beskrive. Hvilket bestemt er lettere sagt end gjort. Dét her er min flænge i livet, og den gør stadig ondt. Havde jeg ikke valgt at skrive dette indlæg, så havde jeg aldrig nogensinde beskrevet hvad der skete den nat. Jeg har aldrig sat ord på det, for jeg har tvunget mig selv til at glemme det.

Dagen var endelig kommet. Den 31 december 2010. Nytår. Fest og ballade. Det er dagen jeg altid har set frem til, højt musik, fest, dans, alkohol, mine venner og min familie. Selvfølgelig var der lagt op til  stor fest. Jeg havde lavet en aftale med min kammerat om, at jeg overnattede hos ham. Det havde jeg gjort før, han var en tæt ven, så der var intet problem i det. Da vi tager fat på festen blev han ret hurtigt fuld. Han får et lift hjem, men lader døren stå åben, så jeg bare kunne gå ind og kravle i seng. Jeg ankom på adressen, smed festtøjet, hoppede i nattøjet og kravlede under dynen. Jeg kan huske, at jeg lagde mig helt op af den rå murstensvæg, da den var behagelig kølig. Min kammerat brummede ovre i den anden side af sengen, og jeg prøvede at fange drømmeland.

Det måtte jeg ikke. Ret kort efter bevægede han på sig, han begyndte at flytte på dynerne og mosle sig tættere på mig. På daværende tidspunkt, havde jeg endnu ikke været seksuelt aktiv med en fyr, og det var bestemt heller ikke tanken… Han var ikke enig med mig. Jeg kan stadig huske de faste greb om mine håndled, min hals og lænd. Jeg husker hvordan murstensvæggen lavede skrammer på min albue og knæ. Jeg kan stadig føle den rædselsfulde panik der bredte sig, hvordan det hele smertede i mit underliv og at alt bare krakelerede for mig. Det var jo min kammerat. Jeg havde ofte overnattet ved ham, han var en af mine tætteste venner og nu respekterede han ikke et nej.

Da han var uopmærksom et split sekund, så jeg mit snit til at gribe min taske, løbe ud i entreen og gribe mine sko, også fløj jeg ud af døren. Der var is og sne på vejene, jeg gik i mine strømper, i mit tynde nattøj, med mine sko i hånden.. Jeg overvejede ikke at tage skoene på, jeg skulle bare væk. Jeg kunne ikke se mig ud af noget. Dog får jeg ringet op til min veninde. Hun vidste godt jeg skulle sove dér, og da jeg ringer op får jeg fremstammet ”Han forstod ikke et nej..” var hun ude af døren. Fem minutter efter er min veninde gået mig i møde, dér braste hele min verden. Jeg knækkede helt sammen… Jeg stod i favnen på min veninde og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle gøre.

Jeg bliver fragtet hjem (på daværende tidspunkt boede jeg hjemme hos min mor). Det første jeg gjorde var at tage et langt brusebad. Jeg følte mig grim, ulækker, beskidt, mislykket, uønsket og hvad man nu ellers kan komme på. Især mine hænder fik den store skrubbetur. Klokken var omkring de fire stykker om natten, så der var ingen vågen i huset. Jeg skrev en SMS til min mor, at jeg lå på mit værelse, fordi han ikke forstod et nej. Derefter kravlede jeg langt ind under min dyne, og knækkede fuldstændig sammen igen. Jeg har aldrig været så ramt, og aldrig været så ked af det, som jeg var lige netop dér. Hvordan, kan jeg ikke huske, men det lykkedes mig, at skrive en lille tekst på min computer. Præcis det som jeg startede indlægget med og resten lyder sådan:

”Jeg har ikke sovet endnu, overhovedet. Det var jo meningen, at jeg skulle sove ved ham. Jeg har kendt ham længe, sovet ved ham før og han er en af mine gode venner. Jeg kan bare ikke forstå det. Han forstod ikke et nej, han blev ved med at kæmpe og drengen er jo stærkere end jeg. Jeg havde ikke sinde at give op, hvilket også fik mig derfra til sidst. Han blev træt, jeg skyndte mig at gå.. For derefter at bryde sammen. Jeg forstår det ikke. Det måske heller ikke meningen, at jeg skal det. Det er fedt, at starte et nyt år på denne måde. Vidunderligt. Jeg forstår det ikke..”

Da der kommer liv i huset, kommer min mor naturligvis ind på mit værelse. Jeg har aldrig set hende så bekymret før, hun sank næsten helt sammen. Min mor plejer aldrig at bekymre sig om mig. Det lyder hårdt, men det har hun aldrig udtrykt før. Jeg sagde ingenting, jeg gjorde heller ingenting. Hun var fast besluttet på at få mig til læge, så det gjorde vi. Jeg fulgte bare med. Min egen læge anede ikke hvad hun skulle stille op med mig. Hun kiggede på mig som om jeg var en stor fejl.. Det virkede lidt som om, at jeg var for stor en mundfuld for hende.. Min mor bankede i bordet da hun mente, at der måtte være nogle procedure her. Det var der også, så vi blev sendt til Kolding Sygehus.

Da jeg trådte ind på afdelingen på Kolding Sygehus, gik det for alvor op for mig, hvad der var sket. På døren stod der med store fede bogstaver ”Afdelingen for volds- og voldtægtsramte”. Jeg var ikke et voldtægtsoffer i mit hoved, der var ingen der skulle kalde mig et offer for noget. Jeg sagde ingeting, i al den tid jeg var der… Jeg gjorde blot hvad der blev sagt. Jeg var dybt ulykkelig og fuldstændig revet midt over. En mandlig læge tjekkede min krop, tog prøver og billeder – nøjagtig som man ser på film. Derefter blev jeg sendt hjem, med problemstillingen; Om jeg ville melde ham til politiet eller ej.

Jeg spiste ikke og var heller ikke social. Jeg gik i bad dagligt, jeg havde stor fokus på, at mine hænder var rene. Ellers følte jeg mig beskidt og ulækker. Det kunne tage mig fem minutter, at vaske mine hænder. Sad jeg og så film, og en seksuel scene tonede frem på skærmen, vendte hele min mave sig. Min dyne beskyttede mig imod alt. Jeg fandt ro i, at gå lange ture om natten, kun med selskab af min hund og mit musik. For så var der ingen mennesker, ingen til at dømme mig og heller ingen til at komme efter mig. Der var ingen der vidste noget om dette her, udover mig, min mor og den veninde jeg løb ned til. Jeg turde ikke vende mig til min omgangskreds – for den var han jo en del af. Jeg ville ikke splitte hele gruppen ad.. Og værst af alt; Hvad hvis de ikke troede på mig?

Værst af alt, kan jeg huske en episode fra aftensmadsbordet. Jeg sad lidt og stikkede til maden, da min lillesøster uskyldigt ligger sin hånd på mit lår, jeg flyver op og mit hjerte går næsten i stå. Det var ikke hende jeg følte, jeg skammede mig grusomt efterfølgende. Jeg droppede ud af min igangværende 10’ende klasse, for alle var så nærgående. Det er normal kutyme, at man giver hinanden en krammer i min omgangskreds. Men, hver gang folk lagde deres arme om mig, eller lagde deres hånd på min skulder – så var det ikke dem jeg følte. Det var rædselsfuldt. Jeg drømte om det. Jeg kunne vågne skrigende op, fordi jeg hørte ham hviske og opdage at jeg var badet i sved.Fordi jeg følte hans greb om min krop. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle bevæge mig ude i offentligheden igen. Efterfølgende lå jeg i min seng i en måneds tid.

Der gik lang tid, inden jeg endelig fik hevet mig selv på arbejde. Alle var smilende og glade. Det var kvælende. Jeg lukkede mig inde i min egen lille verden, og tog stor afstand til kunderne. På et tidspunkt sad jeg udenfor og røg, da min kollega kommer ud. Hun vender sig imod mig og siger noget lign: ”Hvad er der galt? Du smiler ikke, du synger ikke og du er helt bleg i ansigtet! Er der noget jeg kan gøre?”. Tårerne væltede ud af hovedet på mig, min krop sank helt sammen og jeg kunne ikke få ét ord ud. Jeg fik grådkvalt fortalt hende alt. Hun stillede to spørgsmål efterfølgende: Om han kom her i butikken? Og om hun skulle gå ind og fortælle det til min chef, så jeg slap for det? Begge spørgsmål blev besvaret med ja.

Dagene var svære at komme igennem, for jeg var jo lige der, hvor alle mine venner var. Han var der også. Han kom nogle gange i butikken, hvor jeg flere gange løb ud og gemte mig på lageret, i fryseren eller i garderoben. Jeg var rædselsslagen for ham. Det hele kulminerede en aften, hvor jeg havde ansvaret for butikken i ti grimme minutter. Jeg sidder ved kassen, der er en times tid til at vi lukker, så der var ikke rigtig noget at lave. Pludselig ser jeg ham gå ind af hovedindgangen, og tage ruten rundt i butikken. Jeg ringer panisk til en servicemedarbejder, at han skal komme og tage kassen NU. Det villehan ikke, han havde travlt mente han. Jeg havde ikke tid til at diskutere, så jeg tastede nummeret på flaskedrengen ind, kort efter kommer han flyvende. Jeg flygter. Mildes talt. Jeg løb igennem butikken af små skjulte veje, og låste mig ret hurtigt inde på toilettet. Jeg ringede op til min souschef, og meddelte at nu var det slut. Nu sagde jeg op, for jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke holde til, at han kunne komme og gå, og samtidig sætte hele min verden på den anden ende. Hun meddelte, at hvis det hjalp, ville hun bortvise ham fra butikken næste gang han dukkede op. Siden kom han ikke.

Det blev min redning, at jeg spillede ”med åbne kort” overfor min chef. Det var butikken der hev mig op, da jeg allermest havde lyst til at give op. Fordi jeg havde noget at stå til ansvar for. Jeg trak mig helt væk fra min omgangskreds, og fokuserede udelukkende på mit job og min familie. Jeg kom heller aldrig nogensinde til at spille i bandet igen, eller stå på scenen. Mit smil blev glemt væk, jeg var ikke længere den syngende servicemedarbejder i butikken og jeg blev til dels også mere egoistisk. I løbet af alt dette tabte jeg 25-30 kilo. Jeg gjorde intet for det. Hele min krop gik bare i stå, og det var pinefuldt, når folk smilede og sagde ”Godt gået med vægttabet!”. Alt dette skete i år 2011. Vi skriver nu 2014, derfor er der sket rigtig meget siden da. I dag har jeg en vidunderlig kæreste (første alting), som kender til alt omkring mig. Han er min klippe, når det hele griber fat i mig, som det kan fra tid til anden. Han kommer fra en helt anden landsdel, end der hvor jeg opholdte mig. Vi bor nu sammen i en lejlighed, i hans hjemby.

Jeg har ekstremt svært ved at stole og tro på folk. Desuden, er det ganske få mennesker, som jeg tager helt ind til mig – for jeg er vanvittig bange for, at de svigter. Der er blevet lagt en maske på mit ansigt, jeg er blevet meget mere eftertænksom. Det er ret sjældent at jeg smiler af ingenting, og bare laller rundt i en blomstret verden. Jeg er nu 20 år gammel, og tror på den naturlige glæde og det naturlige smil kommer igen. Jeg kommer længere og længere for hver dag der går, men det kan stadig være en kamp. Min kæreste kan stadig vække mig om natten, fordi jeg skriger i søvne eller noget lignende. Forskellen er bare, at jeg ikke står helt alene med det, i og med at jeg har min dejlige fyr omkring mig.

Jeg takkede pænt nej til krisepsykologen, da jeg fik det tilbudt. Jeg vendte generelt ryggen til alt og alle, som mente at det var synd for mig og som ville hjælpe. Jeg meldte ham heller aldrig til politiet. Hvorfor? Fordi jeg syntes det var en voldsom dom at få. Jeg havde heller ikke kræfter eller psyke til, at jeg skulle sidder overfor ham i en sag og forsvare mig selv. Jeg skulle bare videre, og det skulle gå hurtigt. Er der noget jeg fortryder, så det gør helt ondt, er det at jeg ikke meldte ham. Jeg fortryder også, at jeg ikke tog imod de hjælpende hænder, da jeg havde det elendigt. Jeg vendte min omkreds ryggen og flygtede fra min by. Til mit held, stod min kæreste på den anden side og ville hjælpe mig.

Jeg tør ikke tænke på, hvis han ikke havde været her – så er jeg ikke sikker på, at jeg havde været her i dag. Skulle jeg nogensinde give et råd til en, som stod i en lignende situation: Tag imod den hjælp du kan få. Du kan ikke stå med det alene. Få det renset ud, så længe såret stadig bløder – ellers vil det hjemsøge dig længe. Man kan ikke klare sådan et overfald alene, uanset hvor stærk man så end mener man er. Det er okay at indrømme, at man er ramt på det aller ømmeste punkt. Det er ikke nogen skam. Du er ikke mislykket, ulækker eller mindre værd, blot fordi en person vælger at tage nogle valg for dig. Du kan helt sikkert klare det, men ting tager tid.

Jeg er i dag 20 år gammel og nytår bliver aldrig det samme. Dette er mit skår i mit glansbillede.